| Jeg startede i frisørlære i 1986 og fik allergi efter 2-3 år, men gennemførte uddannelsen. Da jeg fik mit første barn i 1991 tog jeg en pause fra frisørfaget i 3-4 måneder. Allergien forsvandt, men da jeg startede som frisør igen, kom allergien tilbage og blev værre for hvert produkt, jeg arbejdede med. Jeg fik astma og min datter blev også meget ramt af allergi. Jeg startede med at gå til alternativ behandling og begyndte at leve mere økologisk og undgå produkter, der påvirkede risikoen for allergi. I 1997 blev jeg gravid igen og besluttede mig for at forsøge at forbedre arbejdsmiljøet for frisører og muligheden for selv at kunne fortsætte som frisør.
Det blev starten på Zenz med salon på Nørrebrogade i et kombineret solcenter og matasbutik med at farve med henna. Mit koncept passede ikke rigtigt ind dér, så jeg var der kun i 7-8 måneder. Det blev startskuddet til Rosenborggade i 1998, hvor der kun var mig samt en kompagnon. Jeg prøvede at networke inden for helsekost og den alternative verden for at afprøve forskellige produkter og behandlinger til håret.
Jeg arbejdede tæt sammen med forskellige anerkendte offentlige myndigheder og ”Grøn Information”, som i dag hedder ”Center for Mijlø og Sundhed”. Jeg søgte ”Den Grønne Jobpulje” og fik tilskud til at ansætte min første frisørassistent. Det blev en tidligere kollega og så begyndte forretningen at vokse. Jeg gik på mange alternative messer for at gøre opmærksom på mig selv og begyndte at arbejde mere med miljøpåvrikning. Jeg anvendte brændeovn og biobrændsel og forsøgte med et vandprojekt, hvor man kunne genanvende vand. Vandet kunne dog ikke slippe farvepigmenterne, så det var brunt.
I 2005 fik jeg Københavns Miljøpris, og i 2006 blev jeg den første frisør med diplom som grøn frisør. I 2008 vandt vi Etikprisen for udvikling af ZenzTherapy produkterne.
I dag arbejder vi som Klima+ virksomhed på at reducere vores virksomheds miljøpåvirkning og har et tæt samarbejde med Agenda 21, Bispebjerg Miljøcenter, Videnscenter for Allergi på Gentofte Hospital og Københavns Miljøkontrol.
Zenz består i dag af 5 saloner med cirka 35 medarbejdere. |